Jannik Vestergaard færdig for sæsonen
Jannik Vestergaard er blevet meldt færdig for resten af sæsonen, efter han torsdag udgik fra en reserveholdskamp med en skade.
Det har mildest talt været en undervældende sæson for Jannik Vestergaard i engelske Leicester. En sæson, der nu er færdig.
Den danske midtstopper måtte nemlig udgå af Leicesters reserveholdskamp mod Manchester Uniteds reserver efter blot 11 minutter på banen, da han fik en skade i læggen.
Det fortalte Leicester City-manageren, Dean Smith, på et pressemøde torsdag.
Den 30-årige dansker har i denne sæson ikke opnået meget spilletid i den engelske klub. Faktisk er det kun blevet til tre kampe for ham på tværs af alle turneringer.
Derfor havde han nok håbet, at en ny manager i form af netop Dean Smith, kunne være starten på en ny tid i Leicester. Noget, der nu er forpurret af en lægskade.
Vestergaards kontrakt med Leicester udløber i sommeren 2024, men det forventes, at både han og klubben til sommer vil kigge efter en ny arbejdsgiver til danskeren.