
PSG-chef afviser racisme og ‘tager det i retten’
Paris Saint-Germains cheftræner Christophe Galtier er blevet beskyldt for racisme i hans tid i Nice. Han afviser alt.

Beskyldninger om racisme præger optakten til lørdagens hjemmekamp for Paris Saint-Germain.
Det er den 56-årige Christophe Galtier, der nu er cheftræner i hovedstadsklubben PSG, som beskyldes for racisme og diskriminering.
Galtier stod i spidsen for Nice i sæsonen 2021-22, og anklagemyndigheden i Nice har indledt en foreløbig undersøgelse af “diskrimination baseret på påstået race eller religion”.
Nu slår Galtier så tilbage.
– Jeg har besluttet at tage retslige skridt mod dem, der har krænket min ære, og jeg kan kun være tilfreds med en undersøgelse, siger franske Galtier.
– Jeg var chokeret over de kommentarer, der blev tilskrevet mig, og som blev videregivet på en uansvarlig måde. Jeg er opvokset i mangfoldighed, opdraget til at respektere andre uanset deres oprindelse, deres farve eller deres religion.”
Paris Saint-Germain fører Ligue 1 med seks point ned til Lens, som netop kommer på besøg lørdag eftermiddag.