Bundesligaen

X(abi) factor: Er han den næste store spanske manager?

Mikel Arteta, Xavi og Pep Guardiola kan meget vel få selskab af endnu en spanier i toppen af europæisk fodbold.

Xabi Alonso kan meget vel være i færd med at følge i fodsporene på Xavi, Pep Guardiola og Mikel Arteta.

Hvad er der lige med spaniere, som går fra at være dominerende på den centrale midtbane til at være dominerende som cheftrænere og managere i verdenstoppen?

Mikel Arteta, Xavi, Pep Guardiola.

Mikel Arteta er i færd med at føre Arsenal til sit første engelske mesterskab i 19 år, Xavi ser ud til at have fået FC Barcelona på ret køl og har nu sikker kurs mod det spanske mesterskab, mens Pep Guardiolas bedrifter i spidsen for FC Barcelona, Bayern München og nu Manchester City ikke behøver nogen nærmere introduktion.

Foruden at være spaniere, og tidligere midtbanespillere på allerhøjeste niveau, har de tre succestrænere også det tilfælles, at de alle kommer fra La Masia – det famøse ungdomsakademi i FC Barcelona.

Noget kunne nu tyde på, at Arteta, Guardiola og Xavi snart får selskab af endnu en spanier i toppen af fødekæden – en spanier, som også har en stor karriere på den centrale midtbane bag sig. Han har dog ikke været igennem La Masia som ung.

Skulle det være gået ens næse forbi, så er Xabi Alonso nemlig i færd med at bryde igennem som cheftræner.

Den tidligere Real Madrid-, Liverpool- og Bayern München-stjerne har siden oktober stået i spidsen for Bayer Leverkusen i den tyske Bundesliga, og det har han gjort med ikke så lidt succes.

Følg Campo på Facebook

Den tyske traditionsklub lå efter otte kampe i Bundesligaen til nedrykning som nummer 17 ud af de 18, da Xabi Alonso ganske overraskende blev præsenteret som ny cheftræner.

Og hvorfor var det så en overraskelse?

Det var det, fordi Xabi Alonso forinden da kun havde haft to trænerjobs – et som cheftræner for Real Sociedads B-hold, og et som ungdomstræner i Real Madrid. Ikke ligefrem samme kaliber, som at være cheftræner i Bundesligaen.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Bayer Leverkusen må dog siges at have ramt plet med satsningen, og 19 Bundseliga-kampe senere er man nu med i den sjove ende af tabellen, hvor der er europæiske placeringer i spil.

Samtidig spiller man torsdag aften den første af to kvartfinaler i Europa League mod belgiske Union Saint-Gilloise.

Xabi Alonsos samlede statistik i sit første store trænerjob lyder på 26 kampe, fordelt som 15 sejre, 4 uafgjorte og 7 nederlag til følge – og det er altså for en klub, der ved hans ankomst lå under nedrykningsstregen.

Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix

Bundesligaen har for nyligt skrevet om Xabi Alonso på sin hjemmeside, hvor man kigger lidt nærmere på, hvad det egentlig er for en cheftræner, der har fået vendt skuden i Bayer Leverkusen.

– Er der nogen, som kan finde på at afskrive kvaliteterne som træner hos en mand, der har vundet tre Bundesliga-titler under Pep Guardiola og Carlo Ancelotti i Bayern München? Som har vundet to Champions League-trofæer med Liverpool og Real Madrid samt EM og VM med Spanien?

– En mand, som var vidt og bredt anerkendt som en af de mest intelligente spillere i sin generation?, skriver Bundesligaen.

Også Sky Sports har for nogle få uger siden sat fokus på Xabi Alonso og hans bedrifter i tysk fodbold.

Her har man taget en snak med Bayer Leverkusens sportsdirektør, Simon Rolfes, som blandt andet sætter ord på den lettere satsede beslutning om at gå med Xabi Alonso som klubbens cheftræner.

– Det er korrekt, at Xabi ikke havde erfaring som cheftræner på dette niveau, ej heller i en lignende situation. Men for mig, så er det altid vigtigt at tage højde for kvaliteten af cheftræneren – og jeg vidste bare, at han havde kvaliteten til at forbedre holdet.

– Det havde måske set anderledes ud, hvis der kun var tre kampe tilbage i sæsonen. Det ville have været en anden situation, fordi han så ikke havde haft tid. Men der var kun spillet otte kampe, og med VM-pausen havde vi tid til at forbedre os.

– Men det faktum, at han ikke havde erfaring, var ikke noget problem. Ingen har erfaring i begyndelsen, og i sidste ende handler det hele om personen.

– Jeg vidste en del om ham på forhånd, fordi han spillede med nogle af de gutter, jeg kender. Han er en stor tænker. Altid koncentreret, og altid med fokus på, hvordan vi kan forbedre os og løse situationer. Og så er det åbenlyst, at han forstår spillet, siger sportsdirektøren.

Mål og Highlights: Se Leverkusen sejre for femte gang i streg mod Frankfurt

Simon Rolfes fortæller videre til Sky Sports, at man i Bayer Leverkusen har et stort fokus på tekniske færdigheder, et offensivt udtryk og unge spillere.

En af de unge spillere, som Xabi Alonso lige nu råder over, er Callum Hudson-Odoi, som er udlejet til Bayer Leverkusen fra Chelsea.

– Det er kæmpestort for klubben at have en, som har vundet alt dengang han selv spillede. Det er stort, fortæller den unge lejesvend, inden han også lige kort kommer ind på Xabi Alonsos evner med en bold for fødderne.

– Han kan stadig noget, tro mig. Til træning, der ser man ham spille lidt af og til. Jeg tror stadig, at han kunne (spille professionelt, red.).

Det er nu evnerne som cheftræner, der trods alt er i fokus i interviewet med Callum Hudson-Odoi:

– Lige da han ankom, der kunne man se med det samme, hvordan han gerne ville spille – og hvordan han gerne ville presse os. Han er virkelig en god person udenfor banen, og en rigtig god manager.

– Han vil spille med energi og intensitet. Som angriber får jeg hele tiden at vide, at jeg skal være et problem. Et problem for modstandernes forsvar, som hele tiden skal forholde sig til mig. Altid være en trussel.

– Det sker, at han nogle gange bare begynder at råbe for at få sine pointer ført igennem under en kamp. Andre gange står han på sidelinjen og viser os, hvordan han vil have at vi gør det.

– Det viser bare, hvor passioneret han er, og hvor opsat han er på at få sine pointer ud, så han kan hjælpe holdet, siger Hudson-Odoi.

Officielt: Bundesligaklub fyrer manager og ansætter Xabi Alonso som afløser

Med sin fortsatte spæde karriere, de mange roser og den nuværende succes i Bayer Leverkusen, er det næppe utænkeligt, at Xabi Alonso en dag kommer til at stå i spidsen for en af de helt store klubber i europæisk fodbold.

Men tilbage til det med spanske midtbanespillere, der sidenhen opnår succes som cheftrænere og managere..

Som det blev skrevet i begyndelsen af artiklen, har Xabi Alonso nemlig ikke været igennem La Masia, som tilfældet ellers er det med Arteta, Xavi og Guardiola.

Til gengæld har han spillet under Pep Guardiola i Bayern München – noget, som Xavi også nåede i Barcelona. Xabi Alonso spillede også side om side med Xavi på det spanske landshold i hele 81 kampe, så noget af den moderne La Masia-fodbold må han da have taget til sig.

Det er også værd at forholde sig til, om Xavi, Mikel Arteta og Xabi Alonso ‘blot’ har været i lære ved Pep Guardiola? At det er Manchester City-managerens visdom, der lige nu gennemsyrer en gylden generation af tidligere spanske midtbanespillere?

Xavi og Xabi Alonso har begge haft Pep Guardiola som manager, og Mikel Arteta var assistent for Guardiola i Manchester City, inden han tog over i Arsenal.

Hvad end årsagen – eller årsagerne – er, så har Xabi Alonso alle forudsætningerne for at tilslutte sig sine landsmænd som toppen af poppen hvad angår cheftrænere i europæisk klubfodbold.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P