Vil du se Arsenal løfte PL-pokalen? – Her er prisen
Hvis man vil ind til Arsenals sidste kamp i denne sæson, så skal man være villig til at betale næsten 150 gange den normale billetpris.
Premier League-klubben Arsenal har gang i en historisk sæson.
Med undtagelse af blot fem runder har de siden sæsonstarten ligget til at tage klubbens første engelske mesterskab i 19 år.
Endnu er intet afgjort, og med en kamp i hånden kan Manchester City fortsat komme indenfor én kamps afstand af ‘The Gunners’.
I Arsenal tager de det med otte kampe tilbage af sæsonen helt roligt, men det samme kan ikke nødvendigvis siges om de billethajer, der forsøger at tjene hurtige penge.
Arsenal møder søndag den 28. maj Wolves i sæsonens sidste Premier League-kamp, og hvis det indtil da flasker sig for Mikel Artetas tropper, kan den kamp altså potentielt ende 19 sæsoners mesterskabstørke.
Det har fået billetpriserne til kampen til at stige til nærmest skræmmende højder, for en standardbillet, der normalt koster 73 pund (620 kroner), bliver nu videresolgt for mere end 10.000 pund (85.000 kroner) på videresalgshjemmesider, mens sponsorpladser sælges for det dobbelte. Det skriver engelske The Times.
Det er en stigning på cirka 137 gange den originale pris.
Senest Arsenal vandt det engelske mesterskab var i 2003-04-sæsonen, hvor de gik igennem en hele sæson uden at tabe så meget som en eneste ligakamp.
Dengang var det dog ikke Emirates Stadium, der husede den efterfølgende mesterskabsfest men derimod ikoniske Highbury, der bare to år senere blev brugt for sidste gang som fodboldstadion.
Nogenlunde sådan her så det ud, da Arsenal senest vandt det engelske mesterskab:
Efter mesterskabssæsonen i 2003-04 er det kun to gange lykkes Arsenal at blive toer i Premier League. Det skete i sæsonen efter samt i 2015-16-sæsonen.
Arsenals Premier League-placeringer siden mesterskabssæsonen 2003-04:
2004-05: 2
2005-06: 4
2006-07: 4
2007-08: 3
2008-09: 4
2009-10: 3
2010-11: 4
2011-12: 3
2012-13: 4
2013-14: 4
2014-15: 3
2015-16: 2
2016-17: 5
2017-18: 6
2018-19: 5
2019-20: 8
2020-21: 8
2021-22: 5
2022-23: ?