Horsens skabte hul til bunden: Dejligt – men ikke trygt
AC Horsens tog tirsdag aften en sejr der gjorde, at holdet skabte afstand til AaB og Lyngby i bunden, men de føler sig ikke sikre på overlevelse.
AC Horsens har indtil nu haft et forfærdeligt forår i 2023, hvor de inden tirsdag aftens kamp mod Silkeborg stadig var uden sejr.
Det ændrede sig dog efter en 2-1-sejr på udebane. En sejr, der skaber et hul på otte point ned til AaB under stregen.
Sejren bragte glæde hos Janus Drachmann, der efter kampen snakkede med Viaplay.
– Det er stort. Det var en forløsning. Vi fik noget af en mavepuster i starten af anden halvleg, men vi kom tilbage. Det var måske ikke det kønneste, men vi arbejdede benhårdt og havde brug for en sejr.
På trods af otte points forspring med otte kampe tilbage, føler Drachmann og resten af Horsens-truppen sig dog ikke sikre på redningen er i hus endnu.
– Troen har hele tiden været der. Der er ingen tryghed i noget som helst. Vi har stadig fokus på næste kamp. Vi har luft, men alle kampe er sekspointskampe. Det er ikke trygt, men det er dejligt, udtaler Janus Drachmann til Viaplay.
AC Horsens skal forsøge at skabe et større hul til nedrykningsstregen, når de søndag rejser til Lyngby, hvor de møder bundproppen i Superligaen.