Danmark vinder sidste test inden VM
Danmark spillede tirsdag aften sin sidste testkamp, inden de sparker gang i VM-slutrunden i Australien og New Zealand, og det endte godt for de danske kvinder.
Om præcis 100 dage fløjtes VM i kvindefodbold i gang, når New Zealand møder Norge i åbningskampen.
Derfor spillede de danske fodboldkvinder tirsdag aften sin sidste VM-test, hvor Japan var på besøg på Odense Stadion.
Normalt er japanere glade for Odense grundet H.C. Andersen, men denne aften synes japanerne nok ikke nær så godt om byen, efter de tabte 1-0 til Danmark.
Det enlige mål faldt omkring 10 minutter før tid, da Moeke Minami var så uheldig at lave selvmål, efter dårlig kommunikation med den japanske keeper.
En lang bold blev slået frem mod det danske angreb, og den japanske forsvarsspiller ville heade bolden tilbage til målmanden. Hun var dog kommet tilpas langt ud af sit mål, så bolden forsatte forbi hende og trillede langsomt i nettet.
Dermed kunne Danmark få en glædelig sejr mod verdensrangslisten nummer 11. En verdensrangliste, hvor Danmark selv befinder sig på 15.pladsen.