Sen tillægstidsscoring giver de danske landsholdskvinder håneretten over Sverige
Et sent, sent mål fra Stine Larsen sikrede til sidst Danmark sejren over Sverige i fredagens venskabskamp.
Det lignede længe et målløst remis, da det danske kvindelandshold fredag tørnede sammen med lokalrivalerne fra Sverige i Malmö.
Men dybt inde i dommerens overtid ændrede BK Häcken-angriberen Stine Larsen på det med den afgørende scoring til 1-0 for de danske kvinder.
Op til scoringen, der faldt i dommerens tredje tillægsminut, spillede de undertippede danskere flot op med det svenske landshold, der i øjeblikket ligger nummer tre på FIFAs verdensrangliste.
Trods flere gode muligheder for at åbne de to målkonti manglede begge hold skarpheden, når mulighederne bød sig.
I sidste ende viste Stine Larsen sig altså som banens køligste, da hun sent kæmpede sig frem til et indlæg fra Kathrine Veje og headede danskerne i ekstase og på sejrskurs.
Dermed kan landsholdskvinderne rejse hjem med selvtillidstanken fyldt godt op og med en foreløbig god fornemmelse inden VM-slutrunden, som tager sin start om godt og vel 3,5 måneder.