Miraklet udeblev: Brøndbys bødler mødte overmanden i Farum – FCN sikkert videre i Pokalen
Aarhus Fremads imponerende færd i Pokalturneringen er slut, efter det onsdag aften blev til endnu et nederlag mod FC Nordsjælland.
Hertil og ikke længere.
Aarhus Fremad har imponeret ad flere omgange i denne sæsons udgave af Pokalturneringen, hvor favoritværdighed ikke har været kendt begreb i 2. divisionsklubben.
Onsdag aften løb Aarhus Fremad ind i endnu en Superligakæmpe, men denne gang var det Goliat, der fik sat David på plads. Således sejrede FC Nordsjælland komfortabelt med 4-1, og Aarhus Fremad er dermed færdige i Pokalen.
Der skulle da også et mindre mirakel til, hvis Aarhus Fremad skulle gøre sig forhåbninger om at spille sig videre til semifinalen, da det første kvartfinaleopgør endte med en 3-0-sejr til FC Nordsjælland.
Miraklet kunne dog ikke afskrives fuldstændigt på forhånd – Aarhus Fremad beviste nemlig i efteråret, at man besidder evnerne til at slå et hold fra Superligaen med fire mål. Det skete, da Brøndby fik enden på komedie på Riisvangen i Aarhus tilbage i efteråret. Her vandt det undertippede hjemmehold med cifrene 4-0.
Første scoring i onsdagens kvartfinaleopgør faldt i det 24. minut, da Lasso Coulibaly kom først på et fladt indlæg fra Martin Frese, og dermed mere eller mindre slukkede håbet for Aarhus Fremad og de medrejsende fans.
Et kvarter senere kunne Mads Hansen fordoble hjemmeholdets føring, og ved pausen kunne FC Nordsjælland tale tingene igennem, vel vidende at den samlede stilling var 5-0.
Den umulige opgave til trods, var Aarhus Fremad ikke færdige med at vise sig frem for fodbolddanmark. I det 58. minut bed gæsterne således fra sig, da Sebastian Buch med et drøn fra distancen blev den første spiller til at score mod FC Nordsjælland i denne sæsons pokalturnering.
Der gik dog blot fem minutter, inden der atter blev lagt en dæmper på Aarhus-stemningen, da en velspillende og offensivt indstillet Martin Frese gjorde det til 3-1. Et kvarter senere blev det også til 4-1, da indskiftede Rocco Askones afslutning fangede Can Dursun på det forkerte ben i Aarhus Fremad-målet.
Med en samlet sejr på 7-1 er FC Nordsjælland det første hold til at avancere til semifinalen i Pokalturneringen.
De øvrige returopgør i kvartfinalerne bliver spillet torsdag, hvor Viborg FF, AaB, Sønderjyske, Silkeborg IF, Vejle Boldklub og F.C. København alle skal i aktion.