Tidligere AaB-bomber stopper karrieren som 28-årig
Det bliver ikke til mere fodbold for den 28-årige litauer.
Den tidligere AaB-angriber, Lukas Spalvis, har valgt at indstille sin karriere.
Det bekræfter den 28-åriger litauers tidligere klub AaB mandag.
Helt præcis hvornår karrierestoppet er blevet besluttet, melder historien i første omgang intet om.
Lukas Spalvis kom til AaB fra tyske Freiburg i 2012. Et år efter ankomsten til Danmark blev han rykket op på AaB’s førstehold, hvor han nød stor succes.
I tre sæsoner fra 2013 til 2016 blev det således til 65 officielle kampe for nordjyderne, hvor den litauiske landsholdsspiller blev noteret for 30 scoringer.
Siden gik turen til den portugisiske storklub Sporting, hvor han grundet flere alvorlige skader aldrig blev noteret for en kamp.
I sommeren 2018 gik turen videre til tyske Kaiserslautern, hvor det trods vedvarende skadesproblemer trods alt blev til 31 kampe og otte scoringer.
Lukas Spalvis fik i AaB tilnavnet ‘Zweimal’, da han havde for vane altid at score to gange i de kampe, han kom på måltavlen i.