Skotternes Scott sørgede for overraskelsen mod Spanien
For anden landskamp i træk scorede Scott McTominay tirsdag aften to mål, da Skotland sendte Spanien hjem fra Glasgow med et nederlag.
Hos Manchester United er spilletiden forholdsvis begrænset.
Der kan dog være nye tider på vej for Scott McTominay, der tirsdag aften startede på banen og scorede to gange i Skotlands overraskende 2-0-sejr over Spanien.
Dermed har McTominay scoret to mål i to landskampe i træk, da han også scorede to gange, efter han blev indskiftet efter 67 minutters spil i sidste uges 3-0-sejr over Cypern.
Allerede efter syv minutters spil var den blonde midtbanespiller på spil, da Tottenham-forsvareren Pedro Porro gled på Hamden Parks våde græs og måtte se Liverpools Andy Robertson gå udenom. Fra baglinjen sendte Robertson bolden tilbage i feltet, hvor McTominay ikke svigtede, og så var jublen til både at høre og få øje på på det skotske nationalstadion.
Spanierne sad på spillet i første halvleg, men de blev ikke for alvor farlige, og det var ikke ufortjent, at de hårdtkæmpende skotter kunne gå til pause med en 1-0-føring.
Billedet var stort set det samme fra starten af anden halvleg, men denne gang skulle McTominay blot bruge seks minutter for igen at komme på måltavlen.
Dani Carvajal afløste ved pausen Pedro Porro, men det var ikke nødvendigvis en rigtig beslutning, for igen var det spaniernes højreback, der kom til at se skidt ud.
Real Madrid-backen lod alt for nemt Kieran Tierney går rundt om sig på sidelinjen, og igen havde McTominay sneget sig med i feltet, hvor han denne gang brugte venstrebenet til at bringe skotterne foran 2-0 på Tierneys aflevering.
Haaland-løse Norge skuffede mod GeorgienSpanierne forsøgte og forsøgte, men de store chancer udeblev, og dermed blev det til historiens bare fjerde skotske sejr over Spanien i de i alt 14 indbyrdes opgør.
Den skotske sejr tirsdag er særdeles dårligt nyt for det norske landshold, der tidligere på dagen kun fik 1-1 mod Georgien og således har hele fem point op til Skotland på førstepladsen i Gruppe A.