
To Liverpool-assists og to United-mål, da Skotland sejrede i EM-kvalifikationen
Liverpools Andy Robertson kunne notere sig for to assists, mens Manchester Uniteds Scott McTominay blev dobbelt målscorer i Skotlands sejr over Cypern.

Skotland tog lørdag eftermiddag hul på EM-kvalifikationens gruppe A.
Her tog skotterne hjemme imod Cypern i et opgør, der endte med en 3-0-sejr til hjemmeholdet.
Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at Skotland havde enten en Liverpool-spiller eller en Manchester United-spiller involveret i samtlige mål.
Således kunne Liverpool-backen Andy Robertson notere sig for assisten, da Aston Villa-spilleren John McGinn bragte Skotland foran med 1-0 efter 20 minutter.
Den stilling holdt længe, men i det 67. minut blev Manchester Uniteds til tider udskældte Scott McTominay sat på banen – noget, som skulle vise sig at være en god beslutning.
Den hårdtarbejdende United-spiller fordoblede nemlig Skotlands føring til 2-0 20 minutter efter sit indhop.
Seks minutter senere – tre minutter dybt inde i tillægstiden – kunne Andy Robertson så notere sig for sit andet assist, da han havde sidste fod på bolden inden Scott McTominay også gjorde det til 3-0 for Skotland.

Med sejren kravler Skotland op på førstepladsen i EM-kvalifikationens gruppe A – dog har ingen af de øvrige nationer i gruppen været i aktion endnu.
Senere lørdag bliver gruppens anden kamp spillet, når Spanien og Norge brager sammen klokken 20.45.