Fra Superligaen til MLS: Her er den ultimative startellever
Både Erik Sviatchenko og Andreas Maxsø skiftede denne vinter Superligaen ud med MLS, men de er langt fra de første. Her den ultimative startoptilling bestående af spillere, der har spillet i begge ligaer.
Erik Sviatchenko blev fredag aften den seneste Superliga-spiller til at skifte til Major League Soccer i USA.
Udover FC Midtjylland-ikonet har spillere som Evander og Andreas Maxsø taget samme tur på tværs af Atlanten i 2023, og mange spillere har tidligere gjort det samme.
Faktisk kan man sætte et ganske slagkraftigt all-time hold bestående af spillere, der har spillet i den bedste danske og amerikanske liga.
Netop dét har campo.dk gjort. Reglerne for deltagelse på holdet er ganske simple. En spiller skal have været på kontrakt i både en Superliga-klub og en MLS-klub i løbet af karrieren.
Nedenfor kan du se, hvordan holdet tager sig ud i en klassisk 4-4-2-opstilling:
Målmand:
Jimmy Nielsen
‘Den Hvide Puma’ skiftede i 2010 til MLS-klubben Sporting Kansas City fra Vejle. Jimmy Nielsen startede sin Superliga-karriere i AaB, og efter en mislykket sæson i Leicester skiftede han til Vejle inden turen gik til USA. I alt spillede han 103 Superliga-kampe.
I Kansas nød Nielsen stor succes i målet, hvor højdepunktet uden tvivl var, da han i karrierens sidste kamp i 2013 løftede MLS-trofæet som anfører for klubben. Alt i alt spillede han 142 kampe for holdet.
Forsvar:
Michael Parkhurst – Andreas Maxsø – Erik Sviatchenko – Malte Amundsen
Midterforsvaret giver sig selv og behøver ingen nærmere introduktion. Både Erik Sviatchenko og Andreas Maxsø har i årevis domineret diverse Superliga-angribere. Desuden har begge prøvet at løfte Superliga-trofæet som anfører for henholdsvis FC Midtjylland og Brøndby.
På højreback starter den tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst. Amerikaneren vandt tre trofæer i sin tid i Danmark, heriblandt Superligaen i 2011/12-sæsonen.
Parkhurst havde en lang karriere i MLS, hvor han spillede for New England Revolution, Columbus Crew og Atlanta United. Sidstnævnte vandt han MLS-mesterskabet med i 2018.
Danske Malte Amundsen tager den sidste plads i forsvaret. Den 25-årige venstreback spillede 59 kampe for Vejle, hvoraf 26 af dem kom i Superligaen, inden han i februar 2021 skiftede til New York City FC. Her er det indtil nu blevet til 71 kampe.
Midtbane:
Christian Bolaños – Benny Feilhaber – Evander – Marcos Ureña
En aldeles potent midtbane med flere store Superliga-navne.
De færreste F.C. København-fans glemmer nok Christian Bolaños, der havde en stor rolle på det FCK-hold, der nåede hele vejen til Champions League-ottendelsfinalen i 2010-11-sæsonen.
Udover sine 124 Superliga-kampe for FCK og OB, spillede han også to MLS-sæsoner i Vancouver Whitecaps, hvor det blev til 48 kampe i den amerikanske liga.
På den modsatte kant finder vi endnu en hurtig costaricaner i Marcos Ureña, der både spillede for FC Midtjylland og Brøndby. Udover sine 42 Superliga-kampe spillede Ureña også for både San Jose Earthquakes og Los Angeles FC.
På den ene centrale plads spiller Evander, der ligesom Sviatchenko og Maxsø tog turen til USA denne vinter. I dag spiller han for Portland Timbers.
Ved siden af ham skal vi igen tilbage i Superliga-gemmerne. Her er der blevet plads til amerikanske Benny Feilhaber, som var en profil for AGF fra 2008 til 2011.
Feilhaber spillede blandt andet i Sporting Kansas City på samme tid som Jimmy Nielsen, og han var med til at vinde MLS-trofæet i 2013.
Angreb:
Hany Mukhtar – Mikael Uhre
En giftig duo bestående af to tidligere Brøndby spillere skal sørge for målene på holdet.
Superliga-fans husker nok Hany Mukhtar som en kreativ offensiv midtbanespiller, men i MLS er det en anden historie. Her agerer tyskeren målsluger, og han er en af de bedste spillere i ligaen for Nashville SC. I sidste sæson scorede han 26 mål i 36 kampe.
Mikael Uhre tog fra Brøndby til Philadelphia Union sidste vinter som topscorer i Superligaen, og han tog målformen med sig over Atlanterhavet. Godt et år efter skiftet har den 28-årige angriber spillet 35 gange for Philadelphia og scoret 15 mål.