Bayern-spiller hylder Nagelsmann: Klart i top tre
Joshua Kimmich er ikke i tvivl om, hvordan han ser på den snart forhenværende manager i Bayern München, Julian Nagelsmann.
Julian Nagelsmann er ‘dead man walking’.
Men på trods af, at han endnu ikke er blevet smidt helt på porten, er der stadig roser hans vej fra en af de markante spillere i Bayern-truppen.
Den tyske landsholdsanfører, Joshua Kimmich, udtalte sig fredag før Tysklands venskabskamp mod Peru.
– Jeg kan kun sige, at Julian Nagelsmann er en virkelig fremragende træner. Jeg har haft mange trænere og mange toptrænere, og på trods af det vil jeg sige, at han let er i top tre over mine bedste trænere, sagde Kimmich fredag til pressen, inden han dog var hurtig til at lukke ned igen.
– Som tingene er i øjeblikket, kan du helt sikkert forstå, at jeg ikke kan sige noget om de rygter, der er.
Flere medier melder om en fyring allerede fredag, og Thomas Tuchel skulle være kørt i stilling som afløser.