Randers-direktør om Bertelsen: Har stået øverst på listen i lang tid
Der var aldrig tvivl om, at det skulle være Rasmus Bertelsen, der skulle tage over i Randers FC den dag, Thomas Thomasberg var væk.
En større trænerrokade har torsdag eftermiddag ramt den danske Superliga.
Thomas Thomasberg har skiftet cheftræner-jobbet i Randers FC ud med ditto i FC Midtjylland. Og det har givet plads til, at Randers-assistent Rasmus Bertelsen er rykket op i kronjydernes hierarki.
Og det har ikke krævet den store betænkningstid i Randers FC at tage den beslutning. Det fortæller klubbens sportsdirektør Søren Pedersen på klubbens hjemmeside.
Rasmus Bertelsen har nemlig stået klar i kulissen i en længere periode. Og derfor var det da også naturligt, at det nu er ham, der skal løfte arven efter Thomasberg.
– Rasmus har stået øverst på listen i lang tid og ville også være blevet cheftræner, hvis Thomasberg var endt i AaB sidste år. Han er en utroligt dygtig træner, og det er først og fremmest på hans fodboldmæssige kvalifikationer, at vi har ansat ham. På den her måde fastholder vi også kontinuiteten, for han har været en vigtig del af trænerteamet, men vi får samtidig også en ny mand med nye tanker i spidsen for holdet. At han så har taget hele vejen i vores system, gør det bare endnu bedre i vores optik, siger Søren Pedersen og fortsætter:
– Timingen er rigtig god. Vi er kvalificeret til Mesterskabsspillet for tredje år i træk, og der er ro på bagsmækken, så Rasmus kan få lov til at arbejde og implementere sine idéer med holdet. Nu skal vi se på, hvordan det sportslige setup omkring Rasmus skal se ud. På den korte bane har vi fuld tiltro til, at vi internt kan løfte opgaven, men efter sæsonen skal vi have fundet ud af, hvordan sammensætningen skal være fremadrettet.
FCM-boss om valget af Thomasberg: Vi tror på hans mådeHos Rasmus Bertelsen selv var der da heller ikke lang betænkningstid, da han blev tilbudt jobbet som cheftræner i Randers FC, som han har været en del af siden 2009.
– Man kan godt sige, at det er et job, jeg har gjort mig klar til igennem en længere periode efter at have smagt på det tilbage i 2018 og siden været assistenttræner for Thomas, som jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med. Nu skal jeg selv stå forrest, og det glæder jeg mig til.
– Jeg skal bygge videre på det fundament og den strategi, som vi fik lagt for fem år siden og derfra sætte mit præg på vores allesammens fodboldhold. Det er en stor dag for mig i mit arbejdsliv, og jeg glæder mig vildt meget til de udfordringer, der venter os. I første omgang handler det om at blive klar til Mesterskabsspillet, hvor der i første omgang venter en spændende opgave på udebane i Aarhus, siger Rasmus Bertelsen.
Rasmus Bertelsen har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026. Første kamp i den nye stilling for Rasmus Bertelsen bliver mandag den 3. april, når Randers FC gæster Ceres Park og AGF.