
Danmarks EM-gruppe er skudt i gang: Kommende modstander smed føringen
Kazakhstan og Slovenien tørnede torsdag eftermiddag sammen i EM-kvalifikationens allerførste kamp.

EM-kvalifikationen er skudt i gang.
Ballet blev åbnet af ingen ringere end to af Danmarks kommende modstandere – Kazakhstan og Slovenien.
Her vandt favoritterne fra Slovenien med 2-1, efter Kazakhstan ellers havde bragt sig i front i første halvleg.
Maksim Samorodov bragte det undertippede hjemmeh0ld i front efter 24 minutter, og føringen holdt resten af første halvleg.
Anden halvleg var dog knapt nok to minutter gammel, inden Slovenien fik bragt balance i regnskabet. Her var det forsvarsspilleren fra norske Viking FK, der kunne notere sig for slovenernes første scoring i EM-kvalifikationen.
Kampen bar sidenhen præg af et mindre overtag til gæsterne, og i 78. minut fik Slovenien da også bragt sig i front. Denne gang var det Zan Vipotnik, der hamrede bolden op i målhjørnet til resultatet 2-1 til Slovenien.

Med 2-1-sejren indtager Slovenien nu førstepladsen i Gruppe H.
Danmark kan dog fravriste dem placeringen i toppen af gruppen senere torsdag, når de klokken 20.45 tager imod Finland i Parken.
Du kan se Danmarks kamp på TV 2 og TV 2 PLAY.
Danmark møder Kazakhstan ude den 26. marts.
Foruden Finland, Slovenien og Kazakhstan, er Danmark også i gruppe med Nordirland og San Marino.