3F Superligaen

Hårde facts: Hamrén-fyringen sætter ny Superligarekord

AaB fyrede mandag formiddag svenske Erik Hamrén som cheftræner, og dermed er der sat en ny rekord i Superligaen.

I Superligaen er der i denne sæson blevet fyret hele seks cheftrænee, og det er ny rekord for Superligaen i forhold til trænerfyringer.
Foto: Ritzau/Scanpix

Med ti kampe tilbage har denne superligasæson allerede sat ny rekord.

Det er dog en rekord, som de fleste formentlig vil betragte som en negativ rekord.

Selvom det i alt er sket 95 gange, så har der nemlig aldrig været så stor udskiftning på Superligaens trænerbænke.

Mandagens fyring af AaB-cheftræner Erik Hamrén bragte nemlig Superligaens fyringstotal op på i alt seks fyringer, og dermed går sæsonen 2022-23 fra at tangere den hidtidige rekord til at sætte en ny.

Trænerfyringerne startede i denne sæson, da FC Midtjylland allerede i juli fyrede Bo Henriksen. AaB fulgte op med en fyring af Lars Friis i september, hvilket også var måneden, hvor Jess Thorup måtte vinke farvel til jobbet som cheftræner i F.C. København.

Dagen efter efterårets sidste kamp var turen kommet til Niels Frederiksen, der den 13. november blev opsagt i Brøndby. Efter den særdeles lange vinterpause er det så også blevet til fyringer til både FC Midtjyllands Albert Capellas og AaB’s Erik Hamrén, der har stået i spidsen for to af ligaens mest formsvage mandskaber.

Foto: Ritzau/Scanpix

Fire gange tidligere har en superligasæson budt på fem fyringer, det skete således i både sæsoner 1998-99, 1999-00, 2018-19 og senest i 2020-21.

Kun tre gange er en Superligasæson forløbet helt uden trænerfyringer. Det skete både i 1992-93 og 1993-94, ligesom ingen trænere blev smidt på porten i 2000-01.

AGF er samlet set den klub, der tegner sig for flest trænerfyringer, siden Superligaen for første gang så dagens lys i 1991. Hele 10 gange har Aarhus-klubben fyret en træner, og det er således én gang mere end både F.C. København og OB, der deler andenpladsen på den lidet flatterende top-10.

Officielt: AaB fyrer Hamrén

AaB sørger med mandagens fyring af Erik Hamrén for at tage fjerdepladsen alene – en plads de indtil mandag delte med Brøndby og Esbjerg – med i alt otte trænerfyringer.

Mest fyrede træner i Superligaen

Ser man på trænerne, er der én træner, der sidder alene på rekorden for flest trænerfyringer. Den tvivlsomme ære tilfalder Troels Bech, der med sin fyring i OB i september 2014 nåede op på i alt fire fyringer.

Fyringen i OB var Troels Bechs anden fyring hos fynboerne, ligesom han også har haft mindre succesfulde ophold i Esbjerg og FC Midtjylland.

Øverst til venstre og med uret: Christian Andersen, Kim Brink, Kim Poulsen & Ove Christensen. Foto: Ritzau/Scanpix.

På en delt andenplads ligger Christian Andersen, Kim Brink, Kim Poulsen og Ove Christensen, der alle har måtte modtage en fyreseddel af tre omgange.

Første trænerfyring i Superligaen

Jørgen Hvidemose blev den 12. maj 1991 den første træner, der blev fyret fra sin stilling som superligatræner. Den daværende B1903-cheftræner blev erstattet af Benny Johansen, der tog rollen som cheftræner med sig over i klub-samarbejdet med KB og dermed blev den første cheftræner i F.C. København.

Svenske Roland Nilsson er per dags dato den eneste superligatræner, der er blevet fyret fra en position som cheftræner for ligaens førerhold. Ikke desto mindre valgte F.C. København den 8. januar 2012 at fyre svenskeren, der efter 18 superligakampe havde et pointgennemsnit på 2,17.

Efterfølgende blev trænerjobbet lagt sammen med sportsdirektørjobbet under Carsten ‘CV’ Jensen, og efter 33 kampe havde F.C. København sat forspringet over styr og måtte se FC Nordsjælland løbe med superligaguldet.

Kilde: Superstats

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P