3F Superligaen

AaB-boss om fyring: Kan forhåbentlig bringe ny energi

Administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, håber, at mandagens fyring af cheftræner Erik Hamrén kan give fornyet energi til en trængt AaB-trup.

Administrerende Direktør i AaB, Thomas Bælum, sætter ord på fyringen af den svenske cheftræner Erik Hamrén mandag den 20. marts.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vejen til overlevelse blev søndag vanskeliggjort yderligere.

Mens AaB tabte grundspillets sidste kamp på hjemmebane til Randers FC, så tog begge nedrykningskonkurrenter, AC Horsens og Lyngby, begge ét point, da de i deres interne opgør spillede uafgjort.

Dermed er der otte point op til overlevelse for AaB, og det tog nordjyderne mandag konsekvensen af, da de valgte at fyre cheftræner Erik Hamrén.

Nu er håbet på Hornevej i det østlige Aalborg, at fyringen kan skabe en effekt blandt spillerne.

– Vi evaluerer hele tiden på tingene, og både Erik og vi har været bevidste om, at den udeblevne pointhøst ikke har været tilfredsstillende.

– Derfor er vi fra AaB’s side nået til den konklusion, at det bedste vil være at skilles nu, hvilket forhåbentlig kan bringe ny energi og skabe den effekt, som skal til for at hente de tilstrækkelige sejre i resten af sæsonen, siger Thomas Bælum, der er både administrerende direktør og fungerende sportschef i AaB.

Erik Hamrén nåede i alt 13 superligakampe i spidsen for AaB i denne omgang, men for AaB-direktøren kommer et pointgennemsnit på sølle 0,46 point per kamp ikke til at ændre på svenskerens status i den nordjyske klub.

Officielt: AaB fyrer Hamrén

Hamrén stod også i spidsen for AaB i i alt 113 kampe i perioden fra 2004 til 2008, og dengang sluttede han – i stærk kontrast til i dag – tiden i Aalborg med et dansk mesterskab.

– Erik Hamrén er en ordentlig mand, og hans meritter i AaB vil aldrig nogensinde blive glemt. Vi er forbitrede over, at dette ophold ikke blev mere succesfuldt, men Erik vil altid have en helt særlig plads i AaB’s historie, fastslår Thomas Bælum.

Det bliver Hamréns 30-årige landsmand, Oscar Hiljemark, der indtil nu har fungeret som assistenttræner, der som udgangspunkt skal redde den synkende skude i Superligaens resterende 10 kampe.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P