
Efter 18 ungdomslandskampe for Danmark: Nu er han udtaget til Kenyas landshold
Viborg FF oplyser onsdag, at man har fået en af sine spillere udtaget til det kenyanske landshold.

Fornavnet er Daniel og han er født Esbjerg.
Alligevel er han blevet indkaldt til det kenyanske A-landshold.
Tager man efternavnet med i ligningen, lyder det dog pludseligt ikke helt så underligt – Daniel Anyembe.
Viborg FF, hvor Daniel Anyembe tørner ud til dagligt, oplyser således onsdag, at den 24-årige højreback er blevet indkaldt til landsholdstjeneste for Kenya.
Daniel Anyembe står ellers noteret for 18 ungdomslandskampe for diverse danske U-landshold, senest med seks kampe for U21-landsholdet.

Viborg-backen har en dansk mor og en kenyansk far, og kan altså derfor spille for Kenya – noget, han ser frem til.
– Det bliver spændende og det er selvfølgelig en stor mulighed, jeg glæder mig til.
– Jeg er stolt over at blive udtaget til A-landsholdet, så nu ser jeg frem til, at det forhåbentlig bliver en fed oplevelse, siger Anyembe ifølge Viborg FF’s hjemmeside.
Daniel Anyembe skiftede fra Esbjerg fB til Viborg FF i sommeren 2021.
I denne sæson står han noteret for 11 kampe i Superligaen for Viborg FF.
Kenya møder Iran den 28. marts, hvor Daniel Anyembe altså har mulighed for at få sin debut.