3F Superligaen

Campo mener: FC Midtjyllands udtryk er… blevet dårligere

I starten af sæsonen fyrede FC Midtjylland sin cheftræner. Der skulle ske noget. Klubben og holdet havde brug for et...

FC Midtjyllands ALbert Capellas præsenteres som cheftræner i FC Midtjylland
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

I starten af sæsonen fyrede FC Midtjylland sin cheftræner.

Der skulle ske noget. Klubben og holdet havde brug for et nyt udtryk og man ville fra ledelsens side “finde en ny cheftræner, der passer til klubbens planer, spillestil og kultur”.

Sådan lød det dengang i sensommeren.

Hvis det er lykkedes, så skal klubben revidere sine planer, spillestil og kultur. I hvert fald de to førstnævnte. Ulvene fra Midtjylland er langt fra det rovdyr, klubbens brand associerer sig med, og i foråret har Albert Capellas mandskab og projekt det meste af tiden lignet et fredet dyr, som ulven godt nok også er.

Efter en flot præstation i Lissabon mod Sporting, som først viste klasseforskellen i det omvendte opgør i Herning, har FC Midtjylland ikke lignet et hold, der kan dominere noget som helst.

Gustav Isaksen tog sig af Viborg på egen hånd, men mod Brøndby og i størstedelen af opgøret mod AaB i mandags, var magien væk.

Isaksen var godt pakket ind. I begge kampe. Og derfra blev midtjydernes spil og indsats for fantasiløst og jævnt.

Inden opgøret forstod TV 3 SPORT’s seere ellers på cheftræneren, at holdet og spillerne skulle være både modige, i højt pres – og genpres – samt dominere kampene med et offensivt mindset.

Jeg er forvirret. Var det ikke også meget af det, Bo Henriksen stod for? Mod, højt og aggressivt pres og et offensivt mindset?

Det mangler vi stadig at se ført ud i livet under den smilende spanier.

Spørgsmålet er, om vi kommer til at se det i den her sæson – samt hvor længe man vil vente på det? Med den nuværende trup må Capellas have fået card blanche til at satse på talenterne, og forhåbentlig er han også blevet lovet forstærkninger til sommer.

Holder man mandagens to startformationer op mod hinanden, kan jeg simpelthen ikke se, at FCM er markant stærkere end AaB.

Jonas Lössl redder midtjyderne mod AaB’s xG på 2,18, og Gustav Isaksen er utvivlsomt stjernen på den bane her. Men Helenius er vel den bedste 9’er? Ludewig ligner et stærkt køb af AaB og de to holds backs – hvem er stærkest der? Er Lars Kramer dårligere end Stefan Gartenmann?

Nu er der mange grunde til, at AaB ligger, hvor de ligger. Men FC Midtjylland ligner ikke lige nu et hold, der hører til i den modsatte ende af Superligaen.

Udtrykket var ikke tilfredsstillende førhen. Det kan det umuligt være endnu.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P