Medie: Thomas Frank er i spil som ny Tottenham-manager – i bowlen med flere store navne
Thomas Frank er ifølge Sky Sports med i opløbet til at blive Tottenhams næste manager - der er dog en række store navne, der gør danskeren selskab på listen.
Onsdag blev Tottenham ekspederet ud af Champions League efter to kampe mod AC Milan.
Forud for kampen blev der i forvejen stillet en hel del spørgsmål til Tottenham-manager Antonio Contes fremtid i klubben, og de er næppe blevet færre efter onsdagens 0-0’er.
De generelle meldinger går på, at den italienske manager er færdig i klubben senest til sommer, hvor hans aftale med Tottenham løber ud – og måske endda før.
Sky Sports mener nu at vide, at Antonio Conte formentlig ikke forbliver Tottenham-manager sæsonen ud.
Mediet har samtidig en liste over navne, som menes at udgøre feltet af potentielle nye managere i klubben fra det nordlige London.
Her huserer flere velkendte navne, men særligt ét skiller sig ud set med danske briller.
Således er Thomas Frank iblandt de i alt seks managere, som Sky Sports peger på til at tage over i Tottenham.
Den danske Brentford-manager får dog hård konkurrence, såfremt han skulle ønske jobbet.
I hvert fald huserer der flere store navne i bowlen sammen med danskeren.
Roberto De Zerbi, Luis Enrique, Thomas Tuchel, Marco Silva og Mauricio Pochettino skulle nemlig også være i spil til at blive Tottenhams næste manager.
Medie: Pochettino lurer på Tottenham-returSærligt sidstnævnte skulle stå med gode muligheder, da flere af Tottenhams spillere angiveligt foretrækker argentineren.
Pochettino har tidligere stået i spidsen for Tottenham i årene fra 2014 til 2019. Han har stået uden job, siden han blev fyret i PSG i sommer.
Thomas Frank forlængede juleaftensdag sin aftale med Brentford, så den nu løber frem til sommeren 2027.