Er Duelund et evighedstalent? – Sådan har jeg aldrig set mig selv
Mikkel Duelund forlod Superligaen i 2018 som et stort talent, der var i færd med at lave transitionen til etableret profil - han kæmpede dog med særligt skader og sygdom i sine fire og et halvt år i udlandet.
Mikkel Duelund var fast mand på U21-landsholdet og i FC Midtjylland, da han i sommeren 2018 vinkede farvel til Superligaen i en alder af 21 år.
Turen gik til den ukrainske storklub Dynamo Kyiv, hvor planen utvivlsomt var at bide sig fast, inden næste skridt i karrieren skulle tages.
Sådan gik det imidlertid ikke helt, og særligt skader og sygdom kom i vejen for den udvikling, som mange herhjemme nok havde spået.
Nu er den i dag 25-årige kreatør vendt retur til Superligaen, efter han senest har opholdt sig i hollandske NEC Nijmegen.
Denne gang tørner han ud for AGF, selvom det var FC Midtjylland, han tilbage i 2018 blevet skudt afsted fra.
En karriere, der på papiret meget vel kunne ligne, at Mikkel Duelund tilfalder kategorien ‘evighedstalenter’ – et begreb, der oftest bruges til at beskrive et forhenværende stortalents manglende gennembrud som årene går.
Jeg har haft perioder i mit liv, som jeg ikke får igen
Mikkel Duelund
Adspurgt direkte, mener Mikkel Duelund dog ikke selv, at prædikatet ‘evighedstalent’ passer på ham.
– Jeg har nu aldrig set mig selv som sådan et evighedstalent – jeg forstår godt, hvad du mener med det, siger han til campo.dk og fortsætter:
– Jeg tror også, at folk fra Danmark får et lidt forkert syn på det, når jeg nu ikke har været i Danmark i de sidste fem år.
– Der har været meget i mit liv, som jeg ikke har kunnet gøre noget ved, og hovedårsagen til det har været skader. Jeg sad jo samlet set ude i halvandet år, faktisk lidt mere, med min ankelskade, og jeg har haft utallige [skader] efterfølgende, som kommer fra det brud i sin tid.
– Jeg sad også ude i tre måneder med Covid-19, hvor mine tal så helt sindssyge ud og jeg jo nærmest var indlagt nede i Ukraine.
– Jeg har haft perioder i mit liv, som jeg ikke får igen, siger Mikkel Duelund.
Den 25-årige AGF’er fortæller videre, at han nu, med undtagelse af en mindre skade i hælen, for første gang har været skadesfri i en længere sammenhængende periode.
– Det giver mig utrolig meget i forhold til hele processen med at stole på min krop igen og gøre nogle ting, som jeg ikke har turde at gøre i lang tid. Det føles meget befriende på en eller anden måde.
Mikkel Duelund fik fredag sin første plads fra start for AGF, da han var med til at sejre 2-0 mod AC Horsens.
Han skal i aktion næste gang mandag, hvor han sammen med resten af AGF kan tage et kæmpe skridt nærmere en plads i mesterskabsspillet, hvis det bliver til en sejr over Randers på Cepheus Park.