Selv hvis han brænder Superligaen af i foråret: Jeg bliver i AGF – det er indiskutabelt
Mikkel Duelund har absolut ingen planer om at forlade AGF, uanset hvad forårssæsonen ellers måtte bringe.
Mikkel Duelund er glad for at være i AGF.
Det har den 25-årige kreatør givet udtryk for, lige siden han i vinter satte fod i Smilets by som AGF-spiller.
Står det til ham, så spiller han da også i AGF efter sommerferien.
Der er bare lige det ved det, at hans nuværende aftale med Aarhus-klubben har udløb til sommer.
Aftalen mellem Mikkel Duelund og AGF er nemlig kommet i stand på baggrund af, at han har valgt at suspendere sin kontrakt med ukrainske Dynamo Kyiv – en mulighed, der er opstået på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
– Til sommer står jeg i en situation, hvor vi er nødt til at vente og se, hvad der sker.
– Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at der er lagt en plan for mig, som varer udover bare denne her halvsæson – og det er også et sted, jeg ser mig selv være i lang tid, siger Mikkel Duelund til campo.dk.
Men hvad så, hvis Mikkel Duelund brænder Superligaen helt og aldeles af i foråret?
Så står han pludseligt i en situation, hvor han til sommer kan vælge og vrage frit mellem eventuelle bejlere, da hans kontrakt med Dynamo Kyiv på det tidspunkt også har udløb. Er han så stadig at finde i AGF?
– Ja, det er indiskutabelt.
– Jeg kan kun konstatere, at jeg er enormt glad for at være her. For mig er det specielt at være her, da det er her, jeg er født og opvokset, og det er her, jeg har spillet ungdomsfodbold.
– Så jeg kan virkelig ikke se nogen interessante løsninger lige nu, udover at blive her i AGF, siger Mikkel Duelund.
Duelund vil se forbedringer mod AC Horsens: Vi skal være bedre på boldenMikkel Duelund fik søndag sin seniordebut i AGF-trøjen, da han på Ceres Park blev skiftet ind i opgøret mod Silkeborg IF i det 66. minut. Kampen endte 1-1, da Silkeborg fik udlignet i dommerens tillægstid.
Fredag kan Mikkel Duelund dog formentlig se frem til flere minutter i AGF-trøjen, når AC Horsens denne gang gæster Ceres Park klokken 19.00.
Du kan se interviewet med Mikkel Duelund i videoen øverst i artiklen.