
Medie: Buddene på United ikke høje nok: Glazer-familien vil have flere penge
Glazer-familien satte i efteråret Manchester United til salg. I sidste uge kom der flere bud på klubben. Buddene er dog ikke høje nok til, at der bliver skiftet ejere lige foreløbigt.

England eller Qatar.
Længe har rygterne gået på, at enten Sir Jim Ratcliffe eller Sheikh Jassim bin Hamad al-Thani skulle blive ny ejer af Manchester United. Men måske ikke.
I hvert fald skriver Financial Times, at de bud, der hidtil er lagt på klubben ikke er høje nok til, at de nuværende ejere i form af Glazer-familien, overvejer at sælge.
Ifølge mediet, har Glazer-familien sat et prisskilt på klubben, der lyder på 6 milliarder pund, hvilket svarer til lidt over 50,5 millarder kroner.
Et prisskilt, hverken Ratcliffe eller Sheikh al-Thani har mødt endnu.
Englænderen har budt på 69 procent af klubben, men det vides ikke, hvor højt buddet er på. Sheikh al-Thani har angiveligt budt knap 38 milliarder kroner. Et bud der vil betyde, at han overtager 100 procent af klubben.

Mediet skriver dog videre, at qatareren skulle være klar til at hæve sit bud, da han er meget opsat på, at overtage klubben.
Glazer-familien har dog ikke travlt, og skulle være klar til at vente indtil sommer, så de ikke tager en forhastet beslutning.