
Medie: Tottenham-profil ude indtil november
Ifølge Sky Sports er Pierre-Emile Højbjergs faste midtbane-makker, Rodrigo Bentancur, ikke tilbage fra skade før november.

Rodrigo Bentancur har været afgørende for Tottenham Hotspur denne sæson.
Sammen med Pierre-Emile Højbjerg har uruguayaneren været styrmand på Tottenham-midtbanen og været en af Spurs’ bedste spillere.
Derfor var det da også alt andet end positivt, da midtbane-dynamoen måtte udgå med, hvad der viste sig at være et overrevet korsbånd under klubbens 4-1-nederlag til Leicester. Og nu viser det sig, at skaden kan vise sig mere kostbar end først antaget.
Klubben var selv hurtige til at melde ud, at den 25-årige uruguayaner ville være ude resten af sæsonen.
Men nu mener engelske Sky Sports at vide, at Spurs-profilen ikke blot misser resten af denne sæson, men også de første par måneder af den kommende.
Således skriver mediet, at den tidligere Juventus-spiller er blevet opereret i knæet, og at han allertidligst forventes tilbage i november.

Bentancur har lavet seks mål og to assists i 26 kampe for Tottenham i indeværende sæson, men får altså ikke muligheden for at udbygge de statistikker i sæsonens resterende kampe.