For et år siden var han færdig med FCM: Nu har de forlænget aftalen
For lidt mere end et år siden så forholdet mellem Jonas Lössl og FC Midtjylland ud til at være fuldstændig dødt - nu har de forlænget aftalen med hinanden.
Jonas Lössl er ikke færdig i FC Midtjylland lige foreløbigt.
Det står klart, efter klubben onsdag formiddag har meddelt, at parterne er blevet enige om en forlængelse.
Den nye aftale mellem den 34-årige keeper og FC Midtjylland strækker sig helt frem til sommeren 2026. Den gamle aftale løb frem til sommeren 2025.
Forlængelsen sker blot lidt mere end et år efter, at Jonas Lössl i et interview med TV2 Sport nægtede at vende tilbage til klubben.
Udtalelsen kom dengang i forbindelse med Jonas Lössls lejeophold i Brentford, hvor han altså ikke havde i sinde at vende retur til FCM.
– Det var et match, da vi skrev under i januar 2021, men jeg føler ikke, at de gensidige forventninger, vi havde til hinanden, er blevet opfyldt, og derfor drager jeg nu videre i min karriere.
– Jeg ville have elsket at slutte, hvor det hele startede. Det var derfor jeg vendte hjem, mens jeg stadig følte, at jeg kunne bidrage med noget både på og uden for banen, men eventyret skulle ikke slutte sådan i denne omgang, sagde Jonas Lössl for lidt over et år siden til TV2 Sport.
Så sent som i sommer var Jonas Lössl også en tur i Frankrig for at træne med i Bordeaux, men skiftet glippede.
Det hele ser dog altså ud til at være vand under broen nu, og Jonas Lössls ønske om at “slutte, hvor det hele startede”, kan meget vel gå hen og blive realiteten i stedet.
Jonas Lössl er siden sine udtalelser i begyndelsen af 2022 blevet førstevalg i målet igen, og særligt tilgangen af Albert Capellas som cheftræner virker til at spille en vigtig rolle for FCM-keeperen.
– Jeg er bare glad for at være her. Det er rimelig simpelt. Jeg nyder at spille under Albert (Capellas, red.), og jeg er glad for at være en del af den udvikling, vi har gang i.
– Jeg glæder mig til at være med til den rejse, vi skal på de næste år. Nu har jeg en sikkerhed i, at jeg ved, hvor jeg skal være de næste år.
– Vi tager nogle meget interessante skridt lige nu. Min nuværende rolle under Albert er spændende, og jeg nyder, at der er blevet bragt et internationalt snit ind, som komplimenterer de værdier, vi allerede besad i Midtjylland, siger Jonas Lössl i forbindelse med kontraktforlængelsen til FCM’s egen hjemmeside.
Avis: Jonas Lössl vender hjem til FCM efter mislykket deadline i FrankrigJonas Lössl står i alt noteret for 189 kampe og 66 cleansheets i FCM.
Den erfarne keeper var en del af FC Midtjyllands ungdomssystem, inden han i 2008 blev hevet op i førsteholdstruppen.
Seks år senere blev han solgt til franske Guingamp, og karrieren har sidenhen budt på ophold i klubber som Mainz, Brentford og Everton, inden han altså vendte retur til FCM og Superligaen i vinteren 2021.