3F Superligaen

Debut-sejr til Jesper Sørensen i underholdende affære: Vi var da lidt rystede i pausen

Jesper Sørensen fik søndag aften sin officielle debut som cheftræner for Brøndby IF - og hvilken en af slagsen.

Jesper Sørensen, cheftræner Brøndby IF.

Sikke en debutkamp.

Jesper Sørensen har vinteren over forberedt sig selv og spillerne til forårssæsonen i Superligaen, siden han den 2. januar blev udpeget som cheftræner i Brøndby IF.

Søndag aften var tiden så inde til forårspremieren og hans officielle debut, og her blev der leveret underholdning fra øverste hylde, da Brøndby hev en 5-2-sejr i land.

Her lignede Brøndby i store dele af første halvleg et mandskab i fuld kontrol over kampen, og den fornemmelse blev ikke mindre efter en halv times spil, da Nicolai Vallys gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet på Brøndby Stadion.

Kort før pausen blev situationen dog vendt på hovedet.

Først blev Joe Bell noteret for et uheldigt selvmål, inden Moses Opondo få minutter senere var helt fri i Brøndby-feltet – ud af det blå havde AC Horsens bragt sig foran med 2-1 i løbet ganske kort tid, uden for alvor at have været i nærheden af Brøndby-målet i de første 40 minutter af opgøret.

Jesper Sørensen fortæller efter kampen, at det var lettere chokerende pludseligt at være bagud ved pausen.

– Det var en vanvittig kamp. Altså, jeg synes jo, at vi simpelthen gør så meget godt i første halvleg, og så ender vi til slut med at være bagud med 2-1 i pausen.

– Spillerne og jeg selv var da lidt rystede nede i pausen, for man har den der gode fornemmelse af at vi har domineret det meste, og så er vi pludseligt bagud.

– Og vi vidste jo også godt, at det ikke var ideelt for os, at vi skulle ud at jagte (et resultat, red.). Men vi har heldigvis været bagud i flere af vores kampe i opstarten, hvor vi så er kommet tilbage og har vundet, Jesper Sørensen til Viaplay efter kampen.

Og jagtet, det blev der. Allerede 11 minutter inde i anden halvleg var Brøndby nemlig kommet foran igen, efter først Daniel Wass og dernæst Ohi Omoijuanfo scorede to mål lige i rap.

– Anden halvleg blev jo helt vildt åben. Den må have været meget underholdende for Jer at se på, også mere end det var for mig, tror jeg – bortset fra at det endte med at være os, der scorede alle målene.

– Men jeg synes ikke, at vi havde lige så god kontrol i anden halvleg, som vi havde i store dele af første, og alligevel endte vi med at vinde den 4-0, siger Brøndby-træneren.

Highlights: Vild underholdning og måske et Vallys-hattrick i målrig Brøndby-sejr

Med sejren og de tre point har Brøndby rykket sig fra 10. pladsen til 8. pladsen i den første runde af forårssæsonen.

FC Midtjylland kan dog overhale Brøndby allerede mandag, hvor de spiller rundens sidste kamp ude mod Viborg FF.

Jesper Sørensens næste opgave som cheftræner i Brøndby bliver mod netop FC Midtjylland i Herning den 27. februar.

Du kan se interviewet med Jesper Sørensen i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P