Tidligt rødt kort blev dyrt i Bayern-nederlag til Gladbach
Dayot Upamecano fik direkte rødt kort efter otte minutter, da Bayern München tabte med 3-2 ude mod Borussia Mönchengladbach
Dayot Upamecano blev den store skurk, da han sørgede for, at Bayern München spillede ti mod 11 i 82 minutter i nederlaget på 3-2 til Borussia Mönchengladbach.
Kort efter udvisningen bragte Lars Stindl Gladbach på 1-0, men Eric Maxim Choupo-Moting bragte balance i regnskabet inden pausen. I anden halvleg sørgede først Jonas Hofmann og dernæst Marcus Thuram for at lukke kampen til 3-1 for hjemmeholdet, hvorefter 17-årige Mathys Tel pyntede på resultatet for Bayern.
Dermed smider Bayern München altså tre vigtige point i topstriden, hvor især Union Berlin puster dem i nakken, men også Dortmund og Freiburg lurer på at gå forbi de forsvarende tyske mestre.