
Randers ramt af skade – profil meldes ude i lang tid
Randers FC tager hul på foråret i Superligaen søndag. Men det bliver uden klubbens viceanfører, der er blevet ramt af en længerevarende skade.

Randers FC må undvære profilen Frederik Lauenborg i lang tid.
Det er fredagens udmelding fra klubben, der fortæller, at midtbanespillerens forreste korsbånd i venstre knæ er blevet ødelagt.
Nu venter der en operation og en længere genoptræningsperiode for den 25-årige viceanfører. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Skaden opstod under klubbens træningslejr i Tyrkiet, hvor Lauenborg måtte udgå fra testkampen mod FC Drita med en skade i knæet.

Hjemvendt fra træningslejren var den uheldige midtbanespiller igennem en kikkertundersøgelse, der desværre afslørede, at det forreste korsbånd i venstre knæ var ødelagt.
– Frederik er ved godt mod og opsat på at komme bedst muligt igennem forløbet. Han har en ukuelig fightervilje og har været igennem det før. God bedring til Frederik – og vi hepper på dig fra sidelinjen!, skriver Randers FC på sin hjemmeside.

Med den alvorlige skade er Frederik Lauenborg altså ikke med, når Randers i forårspremieren søndag møder OB i Odense. Kampen spilles klokken 14.00, og du kan se den på Canal 9.