
Dansk målmand skriver med Championship-klub
Den danske målmand Andreas Søndergaard skifter på en fri transfer til Championship-klubben Swansea.

Andreas Søndergaard har fremtiden på plads.
I hvert fald på kort sigt. Den danske målmand har nemlig skrevet kontrakt med Swansea City for resten af sæsonen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den 22-årige målmand har været fri på markedet, siden han blev løst fra sin kontrakt med Wolverhampton i slutningen af januar.
Andreas Søndergaard skal i Swansea tage kampen op med klubbens to andre målmænd Andy Fisher og Lewis Webb for at vinde manager Russel Martins gunst.
Den danske målmand tog turen fra ungdomsfodbold i OB til Wolverhampton i 2018. Siden har Søndergaard været udlejet til Randers FC og Hereford. Det blev aldrig til spilletid på Wolverhamptons førstehold.

Swansea City er på en 12. plads i Championship og skal allerede i ilden lørdag klokken 16.00, hvor waliserne møder Blackburn Rovers ude på Ewood Park.