
Tottenham bekræfter: Midtbanemand ude resten af sæsonen
Midtbanespilleren Rodrigo Bentancur har overrevet sit forreste korsbånd og kommer ikke mere i aktion i denne sæson. Det bekræfter Tottenham mandag.

Der komme formentlig til at gå op mod ni måneder, før vi igen får Rodrigo Bentancur at se på fodboldbanen.
Den 25-årige Tottenham-spiller måtte i anden halvleg af Tottenhams 4-1-nederlag til Leicester lørdag udgå med det, der lignede en grim knæskade.
Nu bekræfter Tottenham, at det er tilfældet.
Midtbanespilleren fra Uruguay har overrevet det forreste korsbånd i sit venstre knæ, og han skal derfor opereres.
Bentancur har været fast mand for Antonio Contes Tottenham-mandskab i denne sæson, og kun fem gange har han måttet se til udefra. Først holdt en hovedskade ham ude af kampen mod West Ham sidst i august, og hen over nytår måtte han se fire ligakampe fra tribunen, da han sad ude med en lyskeskade.
I de øvrige 18 ligakampe har han spillet de 17 fra start, og indtil videre i sæsonen har han bidraget med fem scoringer og to assist.
Tottenham købte Bentancur i Juventus sidste vinter, hvor de betalte Torino-klubben 19 millioner euro for den tidligere Boca Juniors-spiller.