Randers sejrede i næstsidste test
Superligaklubben Randers FC fik en snæver sejr i kronjydernes næstsidste testkamp inden superligastarten.
Randers FC spiller søndag to testkampe i Tyrkiet.
I den første stod de overfor georgiske Saburtalo Tbilisi, og her tog randrusianerne via et rent svensk samarbejde føringen.
Adam Andersson slog et hjørnespark ind i hovedet på Randers’ nye mand – lejesvenden Carl Johansson – som med hovedet bragte Randers på sejrskurs i første havlegs absolut sidste sekund.
Den føring så længe ud til at holde hjem, men med tre minutter tilbage af kampen udlignede georgierne, og så så de pludselig ud til at skulle få et resultat med fra kampen.
I overtiden ville Stephen Odey det dog anderledes, da han udnyttede elendigt forsvarsspil hos Tbilisi-holdet til at sparke bolden under målmanden og i netmaskerne til en 2-1-sejr.
Randers FC møder senere søndag uzbekiske Termez Surkhon, inden turen går fra Tyrkiet mod Kronjylland mandag.