Atleticos 10 mand sejrede efter 0-0 ved udvisningen
Atletico Madrid formåede at hive en sejr i land, selvom Stefan Savic blev udvist ved stillingen 0-0.
Opgøret mellem Atletico Madrid og Celta Vigo lignede længe en 0-0’er, men gæsterne fra Madrid formåede at hive en 1-0-sejr i land i kampens døende minutter.
I det 70. minut så det ellers pludseligt for alvor svært ud for Atletico Madrid, da Stefan Savic så direkte rødt efter at have trukket nødbremsen.
Udvisningen og undertallet til trods, var det altså Atletico Madrid, der i sidste øjeblik stjal sejren. Celta Vigo gjorde ellers sit for at presse på og jagte de tre point.
Her var det indskiftede Memphis Depay, der endte med at blive den helt store helt, da han nåede frem til en løs bold i feltet og sendte den i mål i det 89. minut.
Med 1-0-sejren og de tre point er Atletico Madrid fortsat på fjerdepladsen i LaLiga, dog nu kun et enkelt point efter Real Sociedad på trejdepladsen.
Celta Vigo er derimod fortsat en del af den store gruppe, der endnu ikke kan vide sig sikre på overlevelse i den bedste spanske række.