
Scorede sejrsmål i søndags – tirsdag blev han reddet ud af murbrokker efter jordskælv i Tyrkiet
Den mangeårige Newcastle-spiller Christian Atsu er blevet reddet ud af murbrokker efter jordskælvet i Tyrkiet, hvor han befandt sig midt i epicenteret.

Redigeret 18. februar:
OBS: De første meldinger fra fra Tyrkiet viste sig at være usande, og efterfølgende er det kommet frem, at Christian Atsu på tragisk vis omkom under jordskælvet:

Den tidligere Newcastle-spiller Christian Atsu er i sikkerhed.
Fodboldspilleren blev hevet op af murbrokkerne fra en bygning med store skader efter jordskælvene i Tyrkiet.
Det har hans klubs vicepræsident, Mustafa Özat, fortalt til tyrkisk radio. Christian Atsu spiller lige nu for Hatayspor i den tyrkiske Super Lig.
Der er dog stadig tale om en meget kritisk situation for den tyrkiske klub.
Klubbens sportsdirektør, Taner Savut, er stadig savnet i den kollapsede bygning.
Byen Hatay var meget tæt på jordskælvets epicenter, og byen har lidt omfattende skader.
Den 31-årige Atsu spillede 107 kampe for Newcastle, men har også haft ophold i flere andre engelske klubber som Chelsea, Everton og Bournemouth.
Atsu scorede sejrsmålet for Hatayspor i Super Lig-kampen mod Kasimpasa i den forgangne weekend.