Dansk Fodbold

Tragisk: Tvunget til at indstille karrieren

Mads Hvilsom er tvunget til at lægge støvlerne på hylden, efter en knæskade har vist sig umulig at komme tilbage fra.

Det er aldrig sjovt, når en fodboldspiller ikke selv får muligheden for at vælge, hvornår det er tid til at indstille karrieren.

Derfor er det også en trist nyhed, som Hobro IK fra NordicBet Ligaen søndag har delt på sin hjemmeside.

Således oplyser Hobro IK, at Mads Hvilsom er tvunget til at stoppe sin karriere.

Årsagen til karrierestoppet er en slem knæskade, som fortsat volder den 30-årige angriber problemer.

Tilbage i foråret 2021 blev Mads Hvilsom offer en alvorlig knæskade for anden gang i sin karriere under en kamp mod Hvidovre IF.

Efter 350 dage på sidelinjen var han langt om længe tilbage i kamp igen, og sidenhen er det blevet til 11 kampe med et enkelt mål til følge.

I efteråret skulle Mads Hvilsom så opereres endnu en gang, og trods hårdt arbejde i forbindelse med genoptræningen, er han altså ikke lykkedes med at blive fit igen.

– Desværre må jeg stoppe min fodboldkarriere tidligere end forventet. Efter knap to års genoptræning, må jeg sande, at mit knæ ikke kan holde til den belastning som fodboldspillet kræver.

– Det er altid svært at sige stop for noget, der er sjovt – og det er netop hvad fodbold har været for mig i Hobro IK, siger Mads Hvilsom.

Han benytter derudover lejligheden til at takke alle folkene i og omkring Hobro IK samt tidligere trænere og holdkammerater i klubben.

Det er langt fra kun Mads Hvilsom selv, der er påvirket at det tvungne karrierestop.

– Jeg er enormt ked af det på Mads vegne. Mads har været en enormt vigtig spiller for Hobro IK igennem mange år og det er ærgerligt, at han nu må lægge støvlerne på hylden.

– Selv i sin skadesperiode har Mads gjort alt for at bidrage til Hobro IK, hvad end det har været at snakke med sine holdkammerater, komme med inputs eller på anden måde hjælpe til i klubben.

– Mads har altid knoklet stenhårdt, lige meget hvilke udfordringer han har stået overfor. Det siger meget om, hvilken fantastisk person Mads er, og hvilken rollemodel han er og har været overfor andre, siger teknisk chef i Hobro IK, Lars Justesen.

LISTE: De yngste debutanter i Superligaens historie

Mads Hvilsom nåede i alt at spille 119 kampe for Hobro IK med 41 mål til følge.

Foruden Hobro IK har Mads Hvilsom også været forbi klubber som Viborg FF, Esbjerg fB, Sønderjyske og tyske Eintracht Braunschweig.

Han fik sit gennembrud i FC Midtjylland tilbage i 2010, efter han havde taget vejen op gennem klubbens ungdomssystem. Her blev han en af de yngste debutanter i Superligaens historie.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P