Thomas Frank om vildt transfersvindue: Det er ikke i orden
Det er ikke Financial Fair Play, når klubberne kan bruge så mange penge på transfers, mener den danske Brentford-manager Thomas Frank.

Transfervinduet er overstået for denne omgang i Premier League.
Og her har nogle af de store klubber brugt godt med penge. Specielt Chelsea FC har nærmest smidt om sig med pengesedlerne.
Ifølge Sky Sports skulle Premier League-klubberne samlet have spenderet 6,5 millarder kroner i januar-transfervinduet, hvoraf Chelsea skulle stå noteret for hele 2,5 millarder kroner af disse. Og det er en udvikling, som ikke ligefrem vækker glæde hos den danske Brentford-manager, Thomas Frank.
Thomas Frank mødte fredag medierne som optakt til Brentfords kommende Premier League-kamp mod Southampton lørdag. Og her satte han nogle ord og perspektiver på det netop overståede transfervindue.
- Når man siger Financial Fair Play og ser de beløb, som klubberne bruger, er det ikke i orden, indleder den 49-årige Brentford-manager og fortsætter:
- Jeg ville elske, hvis der var noget, der kunne begrænse det lidt, fordi det ville være godt for Premier League og de europæiske konkurrencer.

Brentford rangeres som en af de Premier League-klubber, der har brugt absolut færrest penge på spillertransfers i løbet af januar måned.
Du kan få det fulde overblik på de enkelte Premier League-klubbers transfervindue i kroner og øre i linket ovenfor.













