Klopp med sidste nyt fra lazaretet: Det ser lysere ud
Jürgen Klopp og Liverpool har haft en mareridtsagtig start på året, og nu ser tyskeren frem mod at få nogle skadede spillere tilbage.
Liverpools skadessituation er alt andet end godt.
Klubben har adskillige profiler på briksen hos fysioterapeuterne, og holdet må lige nu undvære mange fra den normale startformation.
Men Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp, afslørede fredag, at det nu går i den rigtige retning med især nogle af de offensive profiler.
– Det ser generelt bedre ud. Diogo Jota havde en fuld session med holdet i denne uge, men så havde han efterfølgende en genoptræningssession. Det var en del af planen, og han vil være tilbage i fuld træning næste gang uge, udtalte Klopp på klubbens pressemøde før lørdagens opgør på udebane mod Wolverhampton.
– Bobby (Firmino, red.) kommer tættere på, og det er selvfølgelig godt. Luis (Diaz, red.) løber nu, men Ibou (Konate, red.) er ude. Virgil van Dijk vil træne igen i næste uge, men han er ikke klar.
– Ibou (Konate. red.) har en muskelskade, og ændringer i forsvaret er ikke så godt. Du vil jo helst lave ændringer gennem rotation, men Joel Matip og Joe Gomez har spillet sammen før, lød det endvidere fra Klopp på pressemødet.
Liverpool er gledet helt ud af toppen og befinder sig lige nu på en niendeplads.