
OB-boss om Zohore-retur: Det er et sats fra vores side
OB's fodbolddirektør, Björn Wesström, indrømmer, at klubben har taget en chance ved at hente Kenneth Zohore tilbage til klubben.

10 mål i 28 kampe i OB-trøjen.
Det var, hvad Kenneth Zohore leverede, da hans sidst tørnede ud for de stribede fynboer, og nu er danskeren tilbage i Odense.
Danskeren kommer dog ikke tilbage til klubben i den samme form, som han forlod den i. Zohore har ikke fået kontinuerlig spilletid i 18 måneder og kommer altså til OB, efter han fik revet sin kontrakt over med Championship-klubben West Bromwich Albion.
I OB er man dog også bevidste om, at man har taget en chance ved at bringe angriberen tilbage til klubben.
– Det er jo et sats. Zohore har en super svær periode bag sig. Han har ikke spillet fodbold kontinuerligt i de seneste 18 måneder, siger OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström til B.T.
Han mener dog også, at der er tale om en handel, hvor man har satset stort i håbet om også at kunne vinde stort.
– Vi får en spiller ind, som ikke er i topform. Men vi har en fornemmelse af hans højeste niveau. Kan vi vække liv i det potentiale, så har han nogle ting, som vi ønsker, forklarer han yderligere.

Kenneth Zohore skal sammen med OB’s øvrige januar-tilgange forsøge at hjælpe fynboerne med at forsvarer sin nuværende top-6 placering i Superligaen.
Udover Zohore har OB også hentet Musa Juwara, Alen Mustafic og Naatan Skyttä til klubben i januar.