
Leeds sender tidligere Real-stopper til Serie A
Leeds kan tirsdag offentliggøre, at man har sendt spanske Diego Llorente på lån i AS Roma.

Diego Llorente er ikke at finde i Leeds United i resten af 2022/23-sæsonen.
Premier League-klubben skriver nemlig på deres hjemmeside, at man her få timer inden transfervinduets deadline har sendt spanieren på lån i AS Roma.
Som sagt løber lejeaftalen hos Jose Mourinhos tropper kun sæsonen ud, men klubben skriver desuden, at lejeaftalen er med henblik på en permanent aftale for den tidligere Real Madrid-stopper.
I Leeds har den 29-årige spillet 59 kampe, siden han skiftede til klubben fra Real Sociedad i sommeren 2020. I dem har han scoret fire mål.
Roma ligger i øjeblikket på en sjetteplads i Serie A og kæmper med næb og klø for at nå de Champions League-givende top-4-pladser.