Real Madrid skuffede hjemme mod Sociedad
Real Madrid måtte nøjes med et enkelt point, da de søndag aften havde besøg af Real Sociedad.
Det var bestemt ikke fordi, de ikke havde mulighederne.
Hele 20 målforsøg tegnede Real Madrid sig for i søndagens kamp hjemme på Bernabeu mod Real Sociedad, men baskerne tog fra den spanske hovedstad med ét point.
Særligt brasilianske Vinicius Junior havde af flere omgange muligheden for at passere Alex Remiro i Sociedad-målet, men ind ville bolden ikke.
Real Madrid-træner Carlo Ancelotti skiftede kun to spillere, men heller ikke indskiftningerne af Luka Modric og Marco Asensio med godt ti minutter tilbage af kampen, gjorde udfaldet.
Kampen endte præcis, som den var startet.
Med det ene point må Real Madrid se de evige rivaler fra FC Barcelona stikke en smule af i toppen af LaLiga, hvor catalanerne knapt halvvejs igennem fører med fem point.