
Officielt: Newcastle henter ung offensivspiller hos PL-konkurrent
Newcastle United har offentliggjort, at man har erhvervet sig 21-årige Anthony Gordon hos Premier League-konkurrenterne Everton.

Newcastle forstærker sig med endnu en offensiv profil.
Det står klart, efter klubben på sin hjemmeside har offentliggjort signingen af 21-årige Anthony Gordon, som hentes i Everton.
Gordon har været rygtet til en række forskellige Premier League-klubber i transfervinduet, hvoraf Chelsea er det mest prominente navn, der har haft englænderen i kikkerten, men valget er altså faldet på Newcastle.
Klubberne har ikke offentliggjort prisen, men Newcastle må ifølge transferjournalist Fabrizio Romano smide i omegnen af 340 millioner kroner for Gordon, der er produkt af Evertons akademi.
– Siden jeg hørte om interessen, var jeg altid overbevist om, at Newcastle var for mig.
– Jeg synes, det er et virkelig stort skridt. Folk har ikke set, hvad jeg er i stand til endnu. Jeg tror, at på grund af træneren (Eddie Howe, red.) og måden det kører i klubben, at jeg kommer til at excellere her, siger Gordon til Newcastles hjemmeside.

Gordon nåede i sin tid i Everton at tørne ud for klubben fra Merseyside 78 gange og scorede i dem syv mål.