
Fyringstruet Lampard efter nok et nederlag: Min fremtid er ikke op til mig
Ifølge Frank Lampard er hans fremtid i klubben ikke længere i hans egne hænder, efter Everton lørdag på ny led et nederlag i Premier League.

Frank Lampard har kniven for struben i Everton.
Klubben er placeret under nedrykningsstregen i Premier League, og med dagens nederlag til West Ham er Lampards tropper uden sejr de seneste ti kampe.
En elendig stime, der også markerer Evertons dårligste pointhøst i sæsonens første 20 kampe nogensinde. Sædet brænder gevaldigt under Lampard, og selv mener han også, at hans fremtid er ude af hans hænder.
– Det er ikke op til mig, hvad fremtiden byder på. Mit job er at arbejde, fokusere og holde næsen i sporet, fortæller Everton-manageren til Sky Sports.
Ifølge englænderen er det eneste, han nu kan gøre, at fortsætte arbejdet med truppen.
– Vi skal arbejde videre på den eneste måde, jeg ved. Arbejde på træningsanlægget og rejse os igen, siger han.

I skrivende stund ligger Everton på Premier Leagues næstsidsteplads med 15 point. Kun bedre målscore holder dem over Southampton på sidstepladsen.