
United-boss inden topbrag i Premier League: Arsenal fortjener førstepladsen
Forud for braget i toppen af Premier League søndag aften mellem Arsenal og Manchester United, har United-manager, Erik ten Hag, lutter rosende ord at sige om Mikel Artetas tropper.

Arsenal har taget fusen på forhåndsfavoritterne i Premier League i indeværende sæson.
I hvert fald var der ikke mange, der havde spået, at the Gunners ville føre Premier League inden sæsonens 21. spillerunde.
Søndag venter så et sandt topbrag i Premier League, hvor Manchester United kommer på besøg på Emirates. Og United-manager, Erik ten Hag, har også kun rosende ord at sende afsted med Mikel Arteta og hans tropper.
– Det er åbenlyst, at Arsenal er inde i en god stime, og jeg synes, det er fortjent, at de er, hvor de er i dag, siger hollænderen ifølge L’Equipe.
Manchester United er også selv inde i en flot stime, som ser dem ubesejrede i deres seneste ti kampe, og De Røde Djævle er tilmed det eneste hold, der har slået Artetas Arsenal i indeværende sæson.
Derfor håber ten Hag også, at det bliver United, som sætter en kæp i Arsenals hjul.

– Det er op til os at forsøge at sætte en stopper for det (Arsenals gode form red.), og det vil vi gøre alt for at opnå, fortæller United-manageren.
Topbraget på Emirates sparkes igang på søndag klokken 17:30 og kan ses på See og Viaplay.