Officielt: FCK sælger profil til Premier League-klub
Rygterne har talt sandt. F.C. Københavns Victor Kristiansen er nu blevet solgt og skal fremover tørne ud for Premier League-klubben Leicester.
I løbet af januar har rygterne floreret.
Der har været stor interesse forden 20-årige F.C. København-spiller, Victor Kristiansen. Og det fra en af verdens absolut bedste ligaer, nemlig Premier League.
Og nu er rygterne så blevet gjort til virkelighed. Victor Kristiansen skifter således de forsvarende mestre fra F.C. København ud med Leicester. Det bekræfter PARKEN Sport og Entertainment A/S i en selskabsmeddelelse.
– F.C. København har indgået en aftale om salg af kontraktrettighederne på Victor Kristiansen til Leicester City F.C. Aftalen indeholder enkelte betingelser, som alle forventes opfyldt, står det skrevet i meddelelsen.
– Salget forventes at have en positiv virkning på resultat før skat for 2023 på cirka 100 millioner kroner, skrives der yderligere.
Dermed kan Victor Kristiansen altså endelig kalde sig for Premier League-spiller.
Kristiansen nåede at repræsentere FCK i 73 kampe, hvori han bidrog med et enkelt mål og otte assists.