
Schjelderup: Har fået det ud af FCN jeg ville
Andreas Schjelderup har taget skridtet fra FC Nordsjælland til Benfica, og den unge nordmand er taknemmelig for sin tid i Farum.

Det har været rygtet gennem længere tid, og nu er det officielt. Andreas Schjelderup er Benfica-spiller.
Det norske stortalent har spillet for FC Nordsjælland siden 2020, hvor det blandt andet er blevet til 57 kampe i den røde trøje.
Og selvom det fremover er Benficas røde farver nordmanden skal spille i, er han meget taknemmelig for sin tid i det nordsjællandske.
Artiklen fortsætter efter reklamen
– Benfica er et stort og naturligt næste skridt for mig, som føles helt rigtigt. Og mindre kunne heller ikke få mig til at tage væk fra FC Nordsjælland.
– Min tid her har været fantastisk, og jeg har fået præcis det ud af det, som jeg havde håbet på, da jeg og min familie besøgte klubben og valgte den i sin tid, siger han til FC Nordsjællands hjemmeside.

Andreas Schjelderup slutter sig til Benfica sammen med Casper Tengstedt, der tidligere er blevet offentliggjort som ny spiller i klubben.