
Medie: AGF vil hente Bundesliga-spiller
AGF har haft et roligt transfervindue, men nu kan der måske snart ske noget. Østjyderne meldes nemlig interesseret i en belgisk højreback fra Bundesligaen.

Stilhed før storm?
Det er muligvis den rette betegnelse for AGF’s transfervindue denne vinter. Men der kan måske ske noget hos Superligaens nummer otte.
Freiburgs Hugo Siquet meldes nemlig i søgelyset hos AGF, erfarer Ekstra Bladet.
Den 20-årige højreback er en del af det belgiske U21-landshold, hvor det er blevet til otte landskampe. I januar 2022 blev han hentet til Bundesliga-klubben for rundt regnet 35 millioner kroner fra hjemlandets Standard Liege.
Spilleminutterne i Freiburg har dog ikke været mange siden ankomsten, da det kun er blevet til fire kampe. Derfor meldes AGF interesseret i at hente Siquet på en lejeaftale.

AGF råder i forvejen over Tobias Mølgaard, Alexander Munksgaard og Anthony D’Alberto, der alle kan spille pladsen som højreback.