
Tengstedt efter stort skifte: Kunne ikke sige nej
Casper Tengstedt er onsdag aften blevet offentliggjort som ny spiller i den portugisiske storklub, Benfica.

Casper Tengstedt elskede Rosenborg men kunne ikke sige nej.
Den danske bomber er onsdag aften blevet offentliggjort som ny spiller i Benfica.
Selvom Tengstedt var vild med tilværelsen i Norge, udtaler han i et interview til Rosenborgs egen hjemmeside, at han ikke kunne sige nej til tilbuddet fra den portugisiske klub.
– Det ville kræve et ekstraordinært tilbud, hvis jeg skulle sige ja til at spille for en anden klub på daværende tidspunkt, siger danskeren og fortsætter:
– Benfica, med sin historie og størrelse var noget, som jeg ikke kunne sige nej til.
Benfica betaler angiveligt lige under 70 millioner kroner for den danske målræv.

Casper Tengstedt er 22 år og nåede at opholde sig i den norske klub i seks måneder. Her kan han i 14 kampe prale med at have leveret 15 mål og ni assist.