Efter Bales karrierestop: Vi blev overraskede – men så forstod vi
Los Angeles FC's John Thorrington, der har stillingen 'general manager' i klubben, fortæller, at han blev overrasket over Gareth Bales pludselige karrierestop - efter forklaringen forstod han dog beslutningen.
Det kom som noget af en overraskelse for de fleste, da Gareth Bale mandag annoncerede sit karrierestop.
Det gælder dog ikke kun den almindelige fodboldinteresserede, men faktisk også de øverste chefer i hans klub, Los Angels FC.
Det fortæller John Thorrington, der er ‘general manager’ i den amerikanske MLS-klub.
Da John Thorrington bliver spurgt, hvornår han selv fandt ud af at Gareth Bale havde i sinde at indstille sin aktive karriere, lyder svaret:
– For ganske nyligt. Planen var, at vi skulle have Gareth ind til vores fysiske tests sammen med resten af spillerne.
Gareth Bale var med til VM-slutrunden i Qatar sammen med resten af Wales, og den 33-årige stjerne gav klart udtryk for, at han ikke var på vej til at lægge støvlerne på hylden.
– Efter VM-slutrunden, der tror jeg, at Gareth Bale helt oprigtigt mente alt det han sagde om at fortsætte på både landsholdet og i LAFC. Det var også vores plan på vej ind i dette år.
– Jeg modtog et opkald søndag fra agenten og fra Gareth. Jeg har den største respekt for Gareth, og hans repræsentant, Joshua Barnett, har virkelig hjulpet meget.
– Opkaldet kom på en måde som en overraskelse, men da først de forklarede hvor han var mentalt og fysisk, så forstod vi virkelig og respekterede beslutningen.
– Vi ønsker Gareth intet andet end det bedste. I løbet af seks korte måneder må konklusionen og moralen på historien være, at det fungerede, siger John Thorrington ifølge The Sun.
Ud af det blå: Gareth Bale stopper karrierenI løbet af sin karriere nåede Gareth Bale at repræsentere Southampton, Tottenham, Real Madrid og senest altså Los Angeles FC, som han vandt MLS med i november måned.
Han kan kigge tilbage på en flot karriere, hvor fem Champions League-trofæer og fire spanske mesterskaber med Real Madrid er særligt iøjnefaldende.
Den 33-årige waliser nåede i sin karriere at score 186 mål fordelt på 554 kampe på klubniveau. På landsholdet står han noteret for 40 mål i 111 kampe.