
Ten Hag roser brændvarm United-stjerne: Ligegyldigt hvordan han spiller – han kan altid ændre en kamp
Erik ten Hag gav formstærke Marcus Rashford fine ord med på vejen på pressemødet, inden Uniteds FA Cup-kamp mod Everton i morgen.

Med 3-0-målet i sejren over Bournemouth nåede Marcus Rashford en ny milepæl i sin Manchester United-karriere.
Englænderen slog med målet endnu engang fast, at han er tilbage i form, da han satte sidste søm i Bournemouth-kisten med en scoring for fjerde kamp i streg.
En scoringsstime, man ikke før har set fra den 25-årige englænder. Og det går ikke ubemærket hen fra managersædet, hvorfra United-manager, Erik ten Hag, også har været imponeret af, hvad han har set fra Rashford.
– Det er lige meget, om han er inde i kampen eller ej, han skal bare fortsætte med at forsøge at score mål, fortæller ten Hag på pressemødet forud for Uniteds FA Cup-opgør mod Everton i morgen.
Ten Hag har stor tiltro til Uniteds 10’er og retter også rosen mod en af Rashfords offensive kollegaer.
– Spillere som Marcus (Rashford red.) og Martial har altid evnerne til på et enkelt moment at ændre en kamp, siger United-manageren yderligere.

Om det bliver femte kamp med mål i støvlerne fra Rashford, bliver vi klogere på i morgen, når Manchester United som sagt møder Everton i FA Cuppen.
En kamp, der kan følges live på TV3+ og Viaplay fra klokken 21:00.