
Medie: Arsenal forlænger med forsvarsprofil og talent
Arsenal har ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano forlænget med to af klubbens unge spillere.

Han har spillet samtlige Premier League-kampe fra start, og nu er hans kontrakt forlænget.
Franske William Saliba er i denne sæson trådt helt og aldeles ind på den store scene i Premier League, hvor han som fast makker til brasilianske Gabriel Magalhães har været grundstenen i Arsenals forsvar.
Nu har Arsenal ifølge transferjournalisten, Fabrizio Romano, udnyttet en option i Salibas kontrakt.
Optionen gav Premier Leagues førerhold mulighed for at at forlænge Salibas kontrakt med ét år, så den nu udløber i sommeren 2024.
Saliba er dog ikke den eneste spiller, som har fået forlænget sin kontrakt hos The Gunners.
Også den unge midtbanespiller, Charlie Patino, der i øjeblikket er udlejet til Blackpool i The Championship, har fået aktiveret en option i sin kontrakt.
Det 19-årige stortalent har nu kontrakt i Arsenal til sommeren 2025.