
Transferjournalist: Chelsea overhaler bejlere indenom – argentinsk VM-profil har sagt ja til klubben
Der er stor rift om flere af de argentinske VM-profiler. Nu har en af dem takket ja til Chelsea, som ser ud til at overhale flere storklubber indenom.

2023 nærmer sig med hastige skridt, og dermed kan fodboldklubberne snart se frem til Januar-transfervinduet, hvor der igen er mulighed for køb og salg af spillere.
Med en netop overstået VM-slutrunde har mange store europæiske klubber set sig varme på flere af VM-profilerne – ikke mindst fra VM-vinderne fra Argentina.
Netop en argentinsk VM-profil gjorde sig så positivt bemærket under VM-slutrunden, at flere store Premier League-klubber nu kæmper om hans gunst – heriblandt Liverpool, Manchester United og nyrige Newcastle.
Men nu skulle en fjerde Premier League-klub forsøge at overhale alle bejlerne indenom. Det fortæller den troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano.
Ifølge Romano skulle Chelsea nu have taget føringen i kampen om at hente den blot 21-årige Benfica-profil, Enzo Fernandez. Den unge argentiner skulle angiveligt allerede have sagt ja til et skifte til London-klubben.
På den baggrund melder han lige nu om direkte kontakt mellem Chelsea og Fernandez’ nuværende klub, Benfica, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2027.

Benfica har tidligere meldt ud, at interesserede klubber skal opfylde spillerens frikøbsklausul på 120 millioner euro – svarende til små 900 millioner danske kroner.
Chelsea er dog eftersigende ikke interesseret i at betale klausulen. I stedet tilbyder klubben angivligt et stort beløb i form af bonusser.
Fabrizio Romano fortæller desuden, at bejlerne fra Liverpool og Manchester United angiveligt ikke har budt på Fernandez endnu.